Siesta i skyggen. Vi har, ligesom de øvrige af dagene hvor vi ikke har været på udflugt, fortrukket til bungalowens soveværelse og tændt for airconditionen. Lea tager en lur, og jeg drikker kaffe med masser af mælk, brygget på den lille espressomaskine i køkkenet.

I går tog vi toget til Cefalú. Byen er, ifølge Lonely Planet, nok mest kendt for at lægge gader til filmen ”Mine Aftener i Paradis”. Vi elsker begge filmen, og havde glædet os til at se pladsen med kirken, hvor størstedelen af scenerne er optaget. Men mit gæt er, at de scener slet ikke er optaget i Cefalú, men derimod i en af de mindre nabobyer. Et postkort udenfor en tobaksforretning, med en meget vellignende kirke, kunne også tyde på det. Men selvom vi ikke direkte fandt de locations vi prøvede at spotte, så var det alligevel som om, at man kunne fornemme lidt af filmens univers, når man ellers drejede blikket væk fra de mange turistbutikker på hovedgaden, og for en stund søgte ned af de små smalle sidegader.

Turen til og fra Cefalú foregik med samme tog som vores tur til Palermo. Det betød også, at vi måtte tidligt afsted om morgenen. Med hjemturen havde vi derimod denne gang besluttet, at vi ville prøve at stå af i Oliveri’s naboby Patti og tage en taxa de sidste kilometer, for at undgå den store omvej og megen ventetid i Barcellona. Valget var både godt og skidt. Godt fordi togrejsen mod Patti var næsten mere langsommelig end forleden, og skidt fordi at taxaer åbenbart er ekstremt dyre på Sicilien. Turen fra Patti til Oliveri endte således med at koste os 25 euro. Til at starte med frygtede jeg, at vi var blevet røvrendt af chaufføren. Men som de Lonely Planet-pilgrimme vi nu engang er, fik jeg undersøgt sagen i bogen da vi kom hjem, og fandt ud af, at prisen vist ikke var helt ved siden af.

Om aftenen fandt vi en hyggelig restaurant i Oliveri. Strømmen var åbenbart gået, så tjenerne havde travlt med at fordele stearinlys på bordene i den hyggelige gårdhave, alt imens to mænd baksede med et stort skrummel af en generator og nogle arbejdslamper. Italienerne skal åbenbart have masser af lys til maden. Vi fandt nu bare stemningen hyggelig i myggelysets skær.

Efter maden fik vi øje på et jazz/blues orkester udenfor en bar på det modsatte fortov. Kvartetten spillede helt fantastisk, og vi besluttede os for at tage en drink og høre dem spille. Det blev så til to drinks, for de smagte virkeligt godt, og stemningen var god blandt de lokale italienere – for en gang skyld var vi  også de eneste turister, der havde fundet vej fra campingpladsen og helt ned til byens centrum.

Dagen i dag startede tidligt – meget tidligt, også når vi tager det faktum i betragtning, at vi er her for at holde ferie og slappe af. Vækkeuret ringede kl. 06, og klokken 07:15 var vi klar til at gå mod stationen for at tage toget til Palermo – en togtur på små to timer, hvis man skynder sig at skifte tog i Patti.

Palermo er et hektisk inferno af biler, busser, scootere, motorcykler og knallerter. Trafikken er mere end intens, og ofte står alting stille i byens lyskryds, imens der dyttes fra alle retninger. Vi havde desværre ikke det bedste kort med over byen. Lonely Planet havde et par optegnelser og forslag til en rute gennem byen, men den skulle vise sig at være svær at følge, især fordi skiltningen med gadenavne mange steder er komplet håbløs eller helt fraværende, og uddelingen af navne ikke er gjort efter helt samme logik som i Danmark.

Noget af det første vi fandt efter ankomst, var et af byens mere noble konditorier, Mazzara, som åbnede helt tilbage i 1909. Vi købte hver en cappuccino. Lea fik en siciliansk specialitet – en kage kaldet Cannolo, og jeg indtog den lige så lokale spise kaldet Arancina, en friturestegt risbolle med en kerne af kødsovs og ærter.

Efter vores caféstop forsøge vi os videre med Lonely Planets noget håbløse bytur, som vi dog til sidst valgte at droppe, for i stedet selv at gå lidt på opdagelse. Det førte os blandt andet omkring en lang smal handelsgade, hvor alt fra små nips til grønsager og sværfisk blev falbudt fra de mange boder.

Politikens guide til det sicilianske køkken havde anbefalet restauranten Altri Tempi. Det tog desværre lidt tid at finde den, men heldigvis levede den fuldt ud op til sin anbefaling. Stedet havde overdækket udendørsservering, og var tydeligvis også foretrukket af de lokale. I modsætning til vores oplevelser på campingpladsens restaurant i går aftes, havde vi knap sat os, før der blev sat brød, vand og en kande med kølig hvidvin frem på vores bord. Det blev naturligvis lagt på regningen – 8 euro i alt, men så var der også inkluderet genopfyldning, når vi havde drukket ud. Menukortet viste sig dog at være lettere reduceret. Måske fordi det var frokostserveringen vi var i gang med. Som antipasti bestilte Lea noget ost, og jeg fik nogle små dybstegte stykker, som vist var alt fra panerede blomster til kartoffelskiver. Det smagte fantastisk. Tjeneren var noget skuffet over at høre, at vi ikke ville have pasta som primi piatti. Det lader generelt til at være en siciliansk fornærmelse, at man ikke er i stand til at spise minimum tre retter plus dessert. Men tiden tillod os ikke  at tage menukortet fra en ende af, så vi nøjedes med at bestille en lækker gryderet med oksekød og kartofler som secondi piatti. Hele herligheden, vin og servering inklusiv, fik vi for 30 euro.

Med maverne fulde af kold hvidvin og lækker mad fik vi pludseligt travlt med at komme til stationen. Ifølge guiden og Sun Tours informationsmappe går der nemlig kun ét tog om eftermiddagen fra Palermo mod Oliveri, og det kører allerede 15:08 fra banegården. Vores guidebøger havde i midlertidigt taget os ud på noget af en vandring, så turen tilbage til stationen blev lidt af et kapløb med tiden. Vi nåede heldigvis stationen tids nok til at indløse billet og købe noget vand med. Foran os lå næsten 4 timers togtur. Returrejsen til Oliveri foregik nemlig med en del flere stop end den anden vej, og så blev vi sendt i en bue udenom byen, og videre til Barcellona, hvor vi måtte vente 45 minutter, før vi kunne hoppe på et nyt tog, og køre de sidste kilometer retur til Oliveri. Vi tvivler begge på, at det er den eneste mulighed for returrejse fra Palermo. Billetautomaten havde vist også en afgang mere på skærmen, da jeg købte vores returbillet, men jeg nåede ikke at kigge så nøje på det. I hvert fald vil vi af ren nysgerrighed eftertjekke det på nettet en af de kommende dage.

Oliveri har i alt 12 restauranter. I går aftes gik vi et godt stykke fra campingpladsen, før vi besluttede os for en restaurant ved strandpromenaden. Til forret fik Lea melon med parmaskinke, og jeg fik tre forskellige slags røget fisk med brød til. Alt i alt ganske velsmagende. Til gengæld kom vi vist til at bestille hovedretten fra turistmenuen.

Vi havde bedt om lasagne, men tjenerinden kom under forretten og forklarede os høfligt på italiensk, at de var udgået for lasagneplader, eller det var i hvert fald hvad vi fik det til at betyde. Men vi kunne vælge at få retten med store makaronier i stedet. Desværre levede hovedretten ikke helt op til forventningerne. Min tanke var, at det kunne jeg med sikkerhed have lavet bedre selv derhjemme. Ikke just hvad man venter af italiensk mad lavet af indfødte.

Her til aften valgte vi at spise på campingpladsens restaurant. Måske burde det have fået alarmklokkerne til at ringe, at det er campingpladsens restaurant. Måske burde alarmklokkerne have ringet endnu højere, da vi kom i tanke om, at stort set hele rejseselskabet havde meldt sig til fællesspisning samme sted. Men vi fik heldigvis et bord langt fra selskabet. Dog gik der lidt tid, før den skråsikre tjener forstod, at vi altså havde reserveret et bord tidligere på dagen, og han derfor ikke behøvede at bænke os tilfældigt.

Til forret fik Lea spaghetti med muslinger, og jeg fik pasta med courgetter og ricottaost. Osten havde de i midlertidigt glemt, og det samme galt i øvrigt for det brød, som vi kunne se at alle andre fik allerede inden de afgav bestilling. Som hovedret havde Lea valgt kyllingebryst, og jeg havde bestilt fisk. Retterne var ledsaget af en form for buffet, som tjeneren havde fortalt os, at vi bare skulle gå indenfor og bede om, når vi ville have det. Et nik og et vink i retningen af buffeten fik os dog til at misforstå stedets buffet-agenda, og jeg havde derfor øset den første skefuld stegte champignoner op på tallerknen, da en servitrice kom løbende og flåede tallerkenen fra mig. Der var åbenbart ikke selvbetjening på stedet, men man kunne udpege og få serveret to forskellige slags tilbehør til hovedretten.

Om det var misforståelserne omkring vores bordbestilling, eller om det var fadæsen med buffeten der spillede ind, er ikke til at sige, men serviceniveauet omkring vores bord var i hvert fald stærkt nedprioriteret. Brødet blev først serveret, netop som vi havde afsluttet hovedretten, og efterfølgende måtte vi vente en halv time på desserten. Et ellers ganske velsmagende stykke tærte med ricotta og appelsin.

Som Lea sammenfattede oplevelsen, da vi kom tilbage til bungalowen, så var servicen 10 gange bedre i går, til gengæld var maden 10 gange bedre i dag. Det skal blive spændende at se, hvilke kulinariske oplevelser der byder sig i morgen, hvor vi tager toget ind til Palermo

Sicilien – for få årtier siden kendt som mafiaens højborg – i dag et ferieparadis omkranset af smukke badestrande og vidunderlig natur. Vi ankom i går eftermiddags efter en ti timer alt for lang rejse. Kl. 04 om morgenen satte vi os i en taxa til Kastrup Lufthavn. Kl. 06:15 lettede vi mod Sicilien. Efter 3 timers flyvetur og den obligatoriske venten på bagagen i lufthavnen, viste det sig, at vi skulle tilbringe yderligere 3 timer i bus, før vi var fremme på campingpladsen i Oliveri.

Vi har fundet os til rette i den lille bungalow, som vi har lejet. Den ligger smukt under palmerne, og med udsigt hen over taget til det nærliggende bjerg med Tyndaris-klostret på toppen. Dagen i går gik hurtigt – halvdelen var allerede forsvundet på den lange rejse. Så efter at have spist en let frokost i campingpladsens café, gik vi de små 20 meter ned til stranden. Vandet er vidunderligt varmt, og med en grov, men blød sandbund. Lufttemperaturen er også udholdelig. Der står heldigvis en let vind ind over bugten, og dagtemperaturen sniger sig ikke over de 30 grader. Nætterne derimod er varme, så bungalowens aircondition må tages i brug. Den kører også i øjeblikket, hvor vi, ligesom resten af øen, er trukket indendøre for at holde siesta i middagsheden. Lea tager en lur, og jeg har lavet en kop stærk kaffe på den lille italienske espressobrygger i køkkenet. Den er dog blevet blandet godt op med kold mælk.

Oliveri er ikke den mest spændende by. Der bor omkring 2.100 mennesker, og byen er skåret midt igennem af togskinner. Langs med strandpromenaden ligger enkelte restauranter og barer, og længere inde i byen findes et par supermarkeder og lidt småbutikker. Til gengæld er området langt fra overrendt af turister, muligvis er industriferien ikke startet endnu for italienerne.

I morgen planlægger vi at tage toget til Palermo. Der er kun få afgange i begge retninger, og ifølge guiden skal vi skifte undervejs. Men forhåbentligt er det turen værd. Palermo skulle i morgen være præget af deres årlige fejring af den lokale festdag for byhelgenen Santa Rosalia.

Spørgsmål hørt ved infomødet første aften:

”Hvordan kan vi genkende søpinsvinene? – Ligner de almindelige pinsvin, bare under vand?”

Jeg har på fotofronten i mange år haft et Canon Ixus 750, som jeg har været ganske glad for. Et kamera med mange gode automatiske funktioner, og samtidig mulighed for at køre et par nyttige funktioner manuelt, så som lang lukketid, og så tager det som oftest ret gode billeder. Men det sker nu alligevel, at jeg kigger lidt misundeligt på min kæreste, når hun tager sit digitale spejlrefleks frem. På den anden side har jeg ikke meget lyst til at slæbe rundt på et større kamera, når vi f.eks. er ude og rejse.

Men så blev jeg introduceret til Panasonics Lumix LX3 af en kollega. Et kamera i kategorien mellem spejlrefleks og kompaktkameraerne. Lumix LX3 er væsentligt mere avanceret end de fleste kompaktkameraer, og giver eksperimenterende og kræsende fotografer muligheder for at benytte alle de manuelle funktioner, der normalt kun findes på professionelle og semiprofessionelle spejlrefleksapparater.

En anden sjov ting er at kameraet med hjælp fra en adapterring kan benytte forsatslinser. Og her begynder det for alvor at blive sjovt. På eBay fandt jeg nemlig et billigt sæt af slagsen bestående af adapter, 0,45X vidvinkel, makro, 2,0X tele, UV- og polaroid-filter til små 600 kroner. Der er godt nok ikke tale om et lækkert forkromet supersæt med de finest slebne linser man kan drømme om, men kan man leve med en smule abstraktion i kanterne ved f.eks. lav blænde, så er der rigtig meget sjov at hente i det billige sæt (og så passer det i øvrigt også som forsatser på andre kameraer, der har 52mm. gevind).

En ting der også lokkede mig til at “opgradere” fra mit Ixus 750, var muligheden for at kunne filme video i 720P HD. Jeg har af og til rejst med mit DV-kamera i tasken, men må indrømme, at de mest interessante videooptagelser er jeg ofte kommet hjem med på mit kompaktkamera. Muligheden for hurtigt at skifte fra at tage stillbilleder, til at optage små videosekvenser når sjove og spændende situationer opstår, har langt hen ad vejen givet de mest interessante rejseoptagelser.

Panasonic Lumix LX3 fås for omkring 3000 kr. på pixmania.com

Se også de mange sjove anvendelsesmuligheder på denne blog

Jeg er lige faldet over et videoklip på Youtube, der på én gang både fascinerer mig og skræmmer mig. Det er en form for robothund kaldet Big Dog, der har balance nok til at kunne løbe i forskelligt terræn, og oveni købet bevarer balancen, hvis der pludseligt bliver skubbet til den. Efter sigende er hunden udviklet til den amerikanske hær. Hvad de så skal bruge “dyret” til, tør jeg knap at gætte på.

Big Dog er skabt af Boston Dynamics, og de har også eksperimenteret med f.eks. robotinsekter, der er i stand til at kravle op af lodrette vægge.

Jeg har lige erfaret, at jeg er ligeså dårlig til Wolfenstein, som jeg alle dage har været. Det gamle 3D-spil fra ID-Software, som jeg spillede på min 2-86′er, indtil jeg var helt svimmel, er nemlig dukket op på nettet i en Flash-udgave. Et glædeligt gensyn med et spil, som dengang næsten virkede helt uhyggeligt i sin realisme, og som i dag synes helt underholdende i sin mangel på samme. Men sådan kan tingene jo ændre sig med den digitale udvikling.

Prøv det lige her